·

Derfor kan du ikke slippe arbejdet

Hvorfor dine opgaver støjer i hovedet. Og hvad du kan gøre ved det – uden at skulle nå alt først.

Du har fri, men du kan ikke slippe arbejdet.

Aftensmaden er i gang. Måske har du endda sat dig i sofaen, men din hjerne er et andet sted.

Tankerne kører i ring:

  • “Jeg fik ikke skrevet det referat…”
  • “Jeg nåede ikke at svare på mailen fra Mads…”
  • “Og hvad var det nu med budgetmødet i næste uge…?”

Du har fri, men det føles ikke sådan.

Og nej, det er ikke fordi du er dårlig til at koble af. Det er fordi din hjerne forsøger at hjælpe dig. Bare lidt klodset.

Zeigarnik-effekten: Når opgaver bliver hængende

Det her fænomen har et navn: Zeigarnik-effekten.

Opkaldt efter psykologen Bluma Zeigarnik, der i 1920’erne opdagede noget interessant: Vi husker ufærdige opgaver langt bedre end dem, vi har afsluttet.

Det skyldes, at hjernen er designet til at holde fast i det, der mangler, så vi ikke glemmer noget vigtigt. Smart nok, egentlig. Problemet er bare, at den ikke skelner mellem vigtigt og bare endnu en ting.

Så den holder også fast i kaffeaftalen, du ikke fik booket. Og det der ark med julefrokosttilmeldinger.

Resultatet? Du går hjem, men opgaverne følger med. Som små mentale pop-ups, der blinker i baggrunden på dit mentale skrivebord.

Du skal ikke nå det hele. Du skal lukke det rigtigt.

Den gode nyhed er, at der faktisk er noget, du kan gøre.

Og nej, løsningen er ikke altid at gøre det hele færdigt, før du går hjem. Det er ikke altid muligt. Det handler i stedet om at give din hjerne en fornemmelse af afslutning.

Tre små hjernevaner, der giver ro i hovedet

Her er tre enkle hjernevenlige vaner, der kan hjælpe dig med at slippe opgaverne:

1. Skriv det ned

Når du skriver dine opgaver ned, sender du et signal til din hjerne: “Jeg har styr på det. Du behøver ikke huske det hele for mig.”

Bonus-tip: Brug ét fast sted til dine noter eller to-dos.

2. Luk dagen mentalt

5 minutter er nok. Afslut arbejdsdagen med en mini-runde, hvor du:

  • Noterer, hvad der mangler
  • Afgør, hvad der kan vente
  • Prioriterer, hvad der skal ske i morgen

Det giver hjernen ro og signalerer: “Vi vender tilbage. Det er parkeret.”

3. Træn din pause-hjerne

Lyt efter, når hjernen sætter opgaverne på repeat.

Det er et signal – ikke en fejl.

Med lidt træning kan du lære ikke at lade den styre dig.

Øv dig i at sige til dig selv:

“Tak for påmindelsen hjerne. Det står på min liste.”

Det kan lyde fjollet, men det virker.

Du er ikke alene

Hvis dine opgaver popper op som små notifikationer i dit hoved, så er du ikke alene.

På de arbejdspladser, hvor jeg kommer, møder jeg tit:

  • Dygtige mennesker, der arbejder længe, men sover dårligt.
  • Travle teams, der glemmer, at “at slukke computeren” og “at være færdig” ikke er det samme.
  • Ledere, der ønsker mere fokus og færre fejl, men glemmer, at hjernen ikke fungerer som en processor.

Derfor taler vi om det i mine workshops. Og derfor bliver jeg ved med at dele små hjernevenlige tips, fordi din hjerne fortjener bedre betingelser.

Du har ikke en processor i hovedet. Du har en hjerne, og den har brug for pauser. Ikke flere pop-ups. Bare fri.

Måske har du ikke brug for mere tid.

Måske har du bare brug for at lukke ned for arbejdet.

Workshop: Giv din hjerne bedre arbejdsbetingelser

Vil du gerne skabe en arbejdsdag med færre mentale støjsendere og mere ro i hovedet?

Du kan stadig nå at søge Velliv Foreningen om et tilskud til en workshop i uge 41. Fristen er den 1. juni.

Læs mere om workshoppen “Giv din hjerne bedre arbejdsbetingelser”

Jane Buntzen er EMCC-certificeret coach, GAIS trivselskonsulent og cand.mag. fra Roskilde Universitet (RUC). Siden 2019 har hun hjulpet virksomheder med at skabe bedre arbejdspladser og en hjernevenlig arbejdsdag med mentalt overskud. Jane hjælper virksomheder med at måle, forstå og forbedre trivsel på arbejdspladsen og holder foredrag og workshops om hjernevenlige arbejdsvaner.

Læs mere om Jane | Følg Jane på LinkedIn | Følg Jane på Facebook